Elsk din krop?

26 Jan, 2019Fie Sommer

Velkommen til Easy Underwears første ”blog indlæg”. Vi arbejder med undertøj og basics i hverdagen og vi vil gerne vise jer et glimt af ”basics for everyone” som er det udgangspunkt vi tager i alt vores arbejde. Det kan forstås på mange måder – de forskellige indlæg vil byde på forskellige fortolkninger. Vi vil præsentere jer for forskellige Easy ambassadører der skriver lidt om deres forhold til basics og undertøj. Det kan være fashion & baiscs – miljø & basics, fitness & blonde trusser. Alt mellem himmel og jord, så længe der er en vink til vores verden af undertøj og basics. Dette første indlæg er lavet af Fie Sommer. En video hvor hun fortæller om at elske sin krop. Fie har mange spændende indlæg om det at elske sin krop og respekterer den. Man skal kunne tage sit mest sexede undertøj på eller den fineste hipster, uden at det giver nogen ret til noget som helst, hverken at røre eller komme med en klam kommentar. Anyway – lyt til Fie, hun siger det meget bedre:

Mange år har jeg levet i krops-usikkerheds helvede!

Det viste sig ved, at jeg var meget opsat på hvordan den så ud. Jeg vejede min værdi udfra mit udseende. Jeg følte mig mindre værd, når jeg eksempelvis fik en oppustet mave efter at have spist, fik bumser i ansigtet, eller ikke var frisk barberet. Meget af min tankevirksomhed handlede om mit udseende og jeg var konstant bevidst omkring mig selv og min krop. Jeg vidste i hvilke vinkler og positioner min krop levede bedst op til skønhedsidealet, og kunne tit ikke nyde at være til stede der hvor jeg var. Alt mit overskud gik på at overveje, hvordan jeg skulle sidde, for at jeg så bedst ud, hvordan min bluse skulle sættes, for at jeg så mest perfekt ud, hvordan mit hår skulle falde let henover begge skuldre og min makeup skulle tjekkes i spejlet ude på badeværelset hvert 15. minut.

Mit dårlige forhold til min krop bundede på mange måder i lavt selvværd. Jeg bandt ikke blot min værdi op på min krop og mit udseende, men også på mine præstationer. Jeg havde grundfølelsen af, at jeg skulle gøre alt muligt og se ud på en bestemt måde for at være ok, for at være værdifuld og elskværdig.

Jeg var ikke bevidst omkring, at jeg havde det sådan. Det var ikke mekanismer og tanker jeg kunne observere og se på udefra, det var ganske enkelt min virkelighed.

På et tidspunkt var denne stressfaktor, som det er, at være så usikker på sig selv konstant, dén, der fik alt til at flyde over.
Min krop var fyldt op.
Jeg kunne ikke klare presset mere og holde ud, at bruge så meget af mit overskud på, at gå og være usikker på mig selv og min krop.
Jeg var lige ved at briste, så det at gøre op med de her begrænsende overbevisninger, mit lave selvværd og usikkerheder, var min eneste udvej.
Jeg begyndte at undersøge, hvad der lå bag min adfærd og mine tanker og fandt nogle meget begrænsede overbevisninger;

"Jeg er ikke god nok, når jeg bare er mig"
"Jeg skal præstere for at være værdifuld"
"Jeg skal være smuk og lækker for at være ok"
"Jeg skal være perfekt, for at folk kan li mig"

Jeg blev bevidst om at disse overbevisninger var nogle, der styrede mit liv.
Det var dem jeg tog beslutninger udfra.
Det var dem jeg agerede udfra.
Det var dem, der skabte min virkelighed.

For mig har min selv- og krops-kærlige rejse derfor bestået i, at omvende disse begrænsende overbevisninger, til støttende og kropsliggøre dem, dvs. At mærke dem hele vejen ned i min krop.
Krops-kærlighed er ikke noget der opstår fra den ene til den anden dag. For mig er selv- og krops-kærlighed en daglig praksis i at rumme mere og mere af det der er mig, at give det der er plads til at være uden at blive dømt og ære min krop helt ned til mindste detalje.
Wow, en vild rejse! Og for hvert et skridt jeg tager i den, bliver jeg mere og mere forelsket i at leve.

Foto: Steffen Bøgeholm Christensen